Du kommer bag kulissen hos verdens bedste storytellere. Fantastiske fortællere lykkes med at skabe fortællinger, der skaber forandring, flytter holdninger, bevæger mennesker – og skaber resultater på bundlinjen. Jeg spørger nogle af dem, der er bedst til at mestre denne disciplin, om de vil dele ud af deres tilgang og erfaring. Du får konkrete anbefalinger fra gæsten i hver episode.

Podcasten fik hurtigt en plads som nr. 2 i sin kategori på Apple Podcast!

Karen Blixen er blevet kaldt Danmarks største storyteller, og hun fik verdensomspændende succes med sine bøger, bl.a. ’Syv Fantastiske Fortællinger’ og ’Den Afrikanske Farm’. Blixen var på mange måder forud for sin tid, alligevel er hendes fortællinger på mange punkter eviggyldige. Elisabeth Nøjgaard er direktør på Karen Blixen Museum Rungstedlund, og hun er måske, det tætteste vi kommer, selve, Karen Blixen.

I denne udgave af ’Bag Kulissen’ spørger jeg derfor Elisabeth Nøjgaard om, hvad Karen Blixen gjorde så godt, hvorfor hun stadig er relevant, og hvilke refleksioner hendes fortællinger lægger op til, når vi vurderer dem med nutidens briller?

Hvorfor er ledelsesfortællingen om bæredygtighed så essentiel på C-level i dag?Og hvordan rammer virksomheder og ledere en rette balance mellem fakta, storytelling og den overordnede ledelsesfortælling. Det skal vi diskutere i dag, hvor vi har Jeanette Fangel Løgstrup i studiet.

Hun har i knap 20 år arbejdet med bæredygtighed, kommunikation, marketing og strategi, blandt andet som direktør og medlem af koncernledelsen i Danske Bank, Codan/RSA og Carl Bro Gruppen. I dag er hun bestyrelsesmedlem, underviser på CBS Bestyrelsesuddannelserne, og så er hun forfatter til bogen ’Bæredygtig ledelse – ESG som den nye ABC for ledelser og bestyrelser’.

Mød en forsker, der sammenligner ledelse med mayonnaise, og som ikke er bange for at sige, at vi skal turde være i de ubehagelige forandringer.

I denne udgave af Bag Kulissen spørger jeg Edmonia Baker om, hvorfor ledelsesfortællingen er ved at ændre sig? Hvad betyder det for vores fælles narrativ om ledelse i dag og i fremtiden, og skal ledelsen måske revurdere sit syn på målinger og talent, fordi de parametre vi stiller op til at kvantificere, også bliver det vi udlever, og dermed den fortælling, vi selv giver liv til?

Edmonia Baker er forsker i ledelse ved CBS og har arbejdet både i globale virksomheder, tech-startups og medievirksomheder. Hendes passion ligger i at udforske nye former for samarbejde og ledelse, der kan skabe social innovation og forandring.

Et magisk greb inden for storytelling handler om stilhed. Skal du levere dit budskab knivskarpt, skal der være ro. Der skal være ro hos afsenderen, men budskabet skal også kommunikeres krystalklart for modtageren, så det skaber ro og giver mening.

I dette afsnit af ’Bag Kulissen’ spørger jeg Bastian Overgaard om, hvorfor han mener, at vi skal bedrive ledelse i stilhed, og hvad det betyder for narrativet om stærk ledelse.

Bastian Overgaard er ekspert i stilhed. Derudover er han ledelsesrådgiver, forfatter og foredragsholder. I de seneste 10 år har han undersøgt og erfaret, hvordan struktureret og strategisk stilhed hjælper med at skabe fokus, fremdrift og fællesskab i arbejdsrelaterede møder

Hvordan ser fremtidens ledelsesfortælling ud, og hvordan adskiller den sig fra den, vi kender i dag? Fremtidsforsker Anne Skare gør os klogere på, hvilke trends vi kan forvente, og hvordan vi træner vores egen fremtidssans, så vi i fællesskab kan visualisere og realisere en fremtidsfortælling, der rykker os derhen, hvor vi gerne vil være. Min tese er, at vi alle sammen udgør en vigtig brik i at definere fremtiden, spørgsmålet er bare, hvordan vi bringer os selv bedst i spil.

Disclaimer: Anne er sjov, faktisk så sjov, at værten får grineflip på et tidspunkt. Lyt med og se, om du selv kan holde masken.

Kasper Holten er en af Skandinaviens mest benyttede sceneinstruktører. Han har i de seneste 25 år instrueret mere end 65 operaer, operetter, skuespil og musicals over hele verden, og i dag arbejder han som teaterchef på Det Kongelige Teater.

Kernen i Kasper Holtens virke handler om kunsten at få mennesker til at yde deres bedste på en måde, så alle bidrager til at skabe en fortælling i fællesskab.

Så med Kaspers imponerende CV, der vidner om en storyteller by heart, spørger jeg ham i dette afsnit om, hvorfor fortællinger er vigtige for os mennesker, hvorfor skal vi se dem udspille sig fra scenekanten, og hans bedste råd til at lede kreative mennesker.

Hvordan skaber man en ledelsesfortælling, hvor man deler ud af sig selv, uden at udlevere sig selv og på en sådan måde, så du som leder netop inspirerer og motiverer andre, og dermed skaber følgeskab?

Det spøger jeg Marianne Dahl, Managing Director and Partner i BCG om i dette afsnit. Hun har fingeren på pulsen i det globale lederlandskab, og så er hun selv eminent til at balancere det faglige og personlige på en knivsæg, og hun har i interviews bl.a. talt åbent om at blive fyret, om skilsmisse og om tårnhøje faglige ambitioner på egne og andres vegne. Du får naturligvis også hendes konkrete råd & anbefalinger.

HK Kommunal Hovedstaden er med sine 13.000 medlemmer den største afdeling i HK, men hvordan skaber man en fortælling, der på den ene side binder medlemmerne sammen og knytter et fælles bånd, og på den anden side sikrer, at der bliver givet stemme og sat ansigt på hver enkelt faggruppe og medlem?

Det spørger jeg formand for HK Kommunal Hovedstaden Ditte Gottlieb Bredahl om i dette afsnit – og så kommer vi også bag kulissen hos Ditte selv, og hører hvordan hun brugte sin personlige fortælling i valgkampen om formandsrollen.

Det bliver personligt, hjernevarmt og interessant!

Og naturligvis runder vi af med konkrete anbefalinger fra gæsten i den varme stol, som du kan implementere i dit daglige arbejde.

Sæson 1:7: Visions-fortællingen med Ingrid Reumert fra Ørsted

Hvordan går man fra verdens første havvindmøllepark til verdens største? Det får du svar på i dette afsnit, og du får også konkrete anbefalinger til at skabe den troværdige fortælling, der taler til både hjernen og hjertet.

Visionsfortællingen har til formål at pege fremad og udstikke en retning. Min tese er, at det kræver, at virksomheden inddrager flere ingredienser for at give fortællingen dybde.

Det kommer vi nærmere ind på nu, hvor jeg har inviteret Ingrid Reumert, der er Senior Vice President for Group Stakeholder Relations i Ørsted, i studiet til en samtale om, hvordan man skaber en visionsfortælling, som motiverer medarbejdere og kunder.

Sæson 1:6: Risiko-fortællingen med Johan Bülow fra Lakrids by Bülow.

Hvordan går man fra ”fy for pokker, det smager dårligt” til at blive ukronet Lakridskonge?

Jeg taler med Johan Bülow, manden bag Bülow Lakrids om evnen til at tage risiko, fejle og aldrig give op i jagten på at lykkes med sit produkt. Du får også hans bedste anbefaling til at fejle mere.

På overfladen er det en succeshistorie drevet af ambitionen om at få hele verden til at elske lakrids. Forudsætningen for at lykkes med denne ambition er at tage risici, og fejle igen og igen og igen. Nu dykker vi ned i, hvorfor det er vitalt at skabe en kultur, hvor risiko og fejl fører til succes, og hvordan Johan Bülow selv er medskaber af fortællingerne om de mange chancer, der har formet virksomheden.

Sæson 1:5: Ledelses-fortællingen med Steve Clayton fra Microsoft Global

Her får du et unikt indblik i, hvordan Microsoft arbejder med storytelling på globalt plan med afsæt i 5 principper.

Microsoft var en af de første virksomheder i verden til at oprette stillingen Storyteller Lead, hvilket viser, at virksomheden har et særligt fokus på storytelling, som et vigtigt element til at realisere strategien. Steve Clayton var manden, der landede den famøse stilling og bestred den i en årrække. Min erfaring er, at amerikanske virksomheder har et helt andet fokus på fortællinger, end vi kender det fra danske virksomheder. Du får også nogle af hans bedste fortællinger bag kulissen i en af verdens største og mest værdifulde virksomheder – og hans konkrete anbefalinger.

Sæson 1:4: Lancerings-fortællingen medThomas Zoëga Ramsøy, hjerneforsker og neuropsykolog

I denne uges episode skal vi helt ind i sindet sammen med hjerneforsker og neuropsykolog Thomas Zoëga Ramsøy.
⁠En dag i 2007 sker der noget, der forandrer verden for altid. I denne episode dykker vi ned i fortællingen om lanceringen af iPhone, der stadig står som en af de mest ikoniske produktlanceringer i verdenshistorien.⁠ Jeg spørger hjerneforsker Thomas Zoëga Ramsøy: hvad er det, der sker i hjernen, når vi bliver udsat for så effektiv en fortælling, at vi er villige til at ligge i kø i en sovepose? Og hvilke konkrete anbefalinger har han til, at man kan gøre Steve Jobs kunsten efter?⁠

Sæson 1:3: Kunde-fortællingen med Frederikke Antonie Schmidt fra Roccamore

Virksomheden Roccamore er skabt på et paradox – højhælede sko, der er behagelige at gå i – men jeg får lyst til at sige, at kampagnerne slet ikke handler om sko. De handler om holdninger og om at give en stemme til dem, der ikke bliver set eller hørt.

Hvordan lykkedes Frederikke med at inddrage kunderne i fortællingen, så de tager aktivt del i fortællingen, og gør det til en del af deres egen fortælling?

Få svaret her og Frederikkes bedste råd til, hvordan du skaber stærke fortællinger med kunderne i centrum.

Sæson 1:2: Stifter-fortællingen med Peter Juul Regnersgaard fra TrueGum

Som nystartet virksomhed har fortællingen om virksomhedens stiftere været essentiel i opbygningen og salget af TrueGum. Stifterne har selv skrevet den fortælling, der står på bagsiden af deres tyggegummiæske. Hvilke overvejelser har de gjort sig om formidlingen af deres egen fortælling, og hvordan føles det, når fortællingen er 170 mio. kr. værd, som er det beløb, der blev oplyst ved salget af TrueGum? Få svaret her, når med-stifter af True Gum Peter Juul Regnersgaard er i studiet – og få hans bedste råd, som du kan anvende!

Sæson 1:1: Purpose-fortællingen med Morten Enggaard Rasmussen fra Novozymes

Vi går bag kulissen på virksomhedens purpose-fortælling. Når virksomheder formår at skabe en fortælling, hvor virksomhedens purpose er tydeligt defineret, skaber de vækst. Men hvorfor egentlig? Og hvorfor er storytelling helt essentielt i den forbindelse? Det giver vi dig svaret på her, hvor vi har Morten Enggaard Rasmussen, EVP People, Sustainability & Brand fra Novozymes på scenen.

en_GB
Nyheder på vej

Modtag nyhedsbrev så snart vi løfter sløret!

Der bliver arbejdet på en masse projekter hos Storytelling Akademiet. Vær den første til at vide mere ved at tilmelde dig her.